Om

Om Kærlighed og Krop

Kærlighed og Krop er skabt ud fra en grundlæggende tro på, at stærke relationer og personlig trivsel ikke opstår af sig selv – de kræver omsorg, opmærksomhed og mod til at udvikle sig.

Mit navn er Seline Krøyer, og jeg er jordemoder, parterapeut og studerende sexolog.

Gennem hele mit arbejdsliv har jeg haft én fælles drivkraft: at møde mennesker dér, hvor de er. Som jordemoder har jeg været en del af nogle af livets største øjeblikke. Senere har jeg arbejdet med ledelse, børn, familier og arbejdsmiljø, hvor relationer, kommunikation og trivsel har været omdrejningspunktet.

Undervejs blev det tydeligt for mig, at mange mennesker først søger hjælp, når problemerne er blevet store. Derfor er mit ønske at skabe et sted, hvor terapi ikke kun handler om at løse kriser, men også om at forebygge, styrke relationer og skabe udvikling, før udfordringerne vokser.

Navnet Kærlighed og Krop afspejler netop den tanke. Vi mennesker hænger sammen – vores relationer, tanker, følelser og krop påvirker hinanden. Når vi skaber større forståelse for os selv og dem, vi holder af, skaber vi også bedre forudsætninger for trivsel, nærhed og balance.

Mit mål er at tilbyde et trygt og fortroligt rum, hvor du eller I bliver mødt med nærvær, respekt og nysgerrighed. Uanset om du kommer alene eller sammen med din partner, tager samtalerne altid udgangspunkt i jeres ønsker, behov og ressourcer.

Jeg tror på, at de bedste forandringer skabes i et trygt fællesskab – og at det aldrig er for tidligt eller for sent at investere i sig selv og sine relationer.